Alternativ behandling af fnat
Der har de seneste år været en stigende interesse i alternativ behandling af fnat, det skyldes både en stigning i antallet af fnat tilfælde og at der er for få behandlingsmuligheder, som desuden ikke har en tilstrækkeligt god effektivitet. Du kan her læse om alternative måder at komme fnat til livs på.
Hvad er fnat?
Fnat (Scabies) er en hudlidelse som skyldes fnatmiden, Sarcoptes scabiei. Miden lever på værtens øverste hudlag, hvor den graver gange i huden, parrer sig og lægger æg. Symptomerne på fnat skyldes immunforsvarets reaktion på midens æg og ekskrementer.
Der er typisk 10-15 mider at finde på den smittede person, de er oftest for små til at ses med det blotte øje, men fnatgangene kan ses som små grå-hvide, slyngede streger i huden. Disse kan blive op til 10 mm. lange. Diagnosen stilles af lægen ved fund af levende mider eller midegange.
Hvad er symptomerne på fnat?
Symptomerne på fnat opstår typisk 2-6 uger efter smittetidspunktet og ses som røde prikker på huden, som ofte udvikler sig til små blærer, og en meget intens kløe.
Det er ikke usædvanligt, at kløen især intensiveres og bliver uudholdelig om aftenen/natten.
At kløen forværres om natten skyldes at fnatmiden trives bedst i varme og bliver dermed mere aktiv, når du ligger lunt i din seng, under dynen.
De hyppigst angrebne områder på huden er håndled, på- og mellem fingre, i armhulen, knæhaser, omkring kønsdele og omkring navlen. Hos spædbørn ses fnat ofte på fodsåler, ansigtet og i hovedbunden.
Hvordan smitter fnat?
Fnat smitter oftest fra person til person, primært ved længerevarende og tæt kropskontakt. Da miden kan overleve uden for kroppen i op til 4 døgn, kan den dog i sjældne tilfælde også smitte via tøj, sengetøj, håndklæder, møbeloverflader m.v.
Hvilken behandling er mest effektiv mod fnat?
Hvad der er den mest effektive behandling af fnat, er svært at sige. Den mest udbredte behandling i Danmark, er, og har i en lang årrække været, Permethrin/Nix-creme- og shampoo. Desværre er behandlingen i mange tilfælde ikke effektiv nok. Der er noget der tyder på at der er opstået en vis resistens over for midlet, hvilket er en tendens, når der kun findes én behandlingsmulighed for en sygdom.
På grund af et stærkt stigende antal fnat-tilfælde de sidste år, har danske læger fået tilladelse af lægemiddelstyrelsen, til at udskrive Stromectol tabletbehandlingen – denne bruges oftest, hvis og når, Nix-cremen ikke har den ønskede effekt. Stromectol behandlingen er dog imidlertid en noget dyrere løsning – hvorfor der blandt andet også er stor efterspørgsel på alternativ behandling af fnat.
Alternativ behandling mod fnat
Der kan være flere grunde til at man søger en alternativ behandling mod Fnat.
I visse tilfælde som en nødløsning, når Nix creme/shampoo ikke har været effektiv.
Prisen kan også være en faktor, idet Nix cremen og den receptpligtige tabletbehandlingen er dyr.
Derudover kan nogen have et ønske om at undgå kemi og derfor søger mere naturlig og alternativ fnat behandling.
Herunder kan du se eksempler på alternativ behandling af fnat.
Alternativ behandling af fnat med Tea Tree Oil
Tea Tree Oil er en ren olie der er udvundet af Melaleuca Alternifolia busken, som vokser i sydøstlige Australien, hvor den i over 1000 år er anvendt til adskillige hudlidelser.
Tea Tree olien er antibakteriel og kendt for sin lindrende, kløestillende og rensende effekt.
Nyere studier har vist, at Tea Tree Oil kan bruges som en hurtig og effektiv behandling mod fnat, og er med sin antibakterielle og kløe lindrende egenskaber, god til at lindre de meget generende symptomer ved fnat.
Alternativ behandling af fnat med sulfur/svovl
En anden effektiv, alternativ behandling mod fnat, er svovl vaseline. Svovl vaseline er brugt i over 2000 år mod fnat, da svovl, gennem reduktion, omdannes til svovlbrinte (H2S), som har en dræbende effekt på bl.a. bakterier, svampe, parasitter og fnatmider – den dræber både fnatmiden og dens æg. Grundet dens antibakterielle funktion, er den også blevet brugt til akne problematikker.
Svovl vaseline skal, i modsætning til Nix cremen, smøres i 3 dage og må ikke vaskes af før behandlingen er overstået, man skal altså vente med at gå i bad i 72 timer.
Fordelene ved svovl vaselinen er, at den er en noget billigere løsning, at den til forskel for andre cremer er mild og sikker for børn og gravide. Ulempen ved denne vaseline behandlingen er, at svovl vaselinen har en uheldig lugt, den kan efterlade pletter på tøjet, og så dens lidt længere behandlingstid.
Kan man gøre noget for at forebygge fnat?
Fnat skyldes ikke dårlig personlig hygiejne – alle kan blive smittet, men kan dog forebygges ved god hygiejne på steder hvor der er mange mennesker tæt samlet, som f.eks. institutioner, skoler, plejehjem m.m.
Man skal undgå tæt kontakt med en person som er smittet med fnat, indtil personen sættes i behandling.
Kan man komme af med fnat uden behandling?
Fnat er en ufarlig hudlidelse, som dog er behandlingskrævende – man kan ikke komme af med fnat uden behandling.
Det er vigtigt at starte behandlingen hurtigst muligt, da fnat er yderst smitsom og generende.
Kan sprit bruges til at behandle fnat?
Det er en udbredt misforståelse, at fnatmiden kan dræbes med sprit. Fnat kan ikke behandles med sprit, men sprit kan anvendes til rengøring i hjemmet ved smitte udbrud. Rengøring er en essentiel del af bekæmpelsen af fnat. Selvom sprit ikke dræber fnat, kan den fjerne miden fra overflader.