Akupunktur til gravide
Akupunktur er en gammel kinesisk folkemedicin, som bygger på teorien om, at man ved at indsætte små nåle i hud og muskulatur, på strategiske punkter, kan balancere livsenergien (Qi), som siges at flyde igennem kroppen, og dermed helbrede en lang række symptomer og ubalancer. Akupunktur er anerkendt og en af de mest anvendte former for alternativ behandling i Danmark, med talrige undersøgelser der understøtter dens effektivitet. Den kan være til stor gavn i graviditeten, som smertelindring og generel velvære, og især som fødsels-modnende behandling, som du kan læse mere om i denne artikel.
Akupunktur mod graviditetskvalme
Især de første uger af graviditeten er ofte præget af morgenkvalme, dette skyldes det hastigt forhøjede HCG hormon. Er man meget plaget af kvalmen, er der heldigvis råd for det. En alternativ behandling som har vist sig at være effektiv til lindring af graviditetskvalme, er akupunktur. Akupunktur siges at kunne skabe balance både fysisk og psykisk, og effektiviteten understøttes af kliniske forsøg.
Fødsels-modnende akupunktur
Akupunktur kan bruges til at forberede dig bedst muligt til fødslen, den øger blandt andet blodtilførslen til livmoder og babyen, ligeledes afspænder den muskler og sener i bækkenet, hvilket bidrager til et lettere forløb og fødsel. Faktisk viser talrige undersøgelser, at fødsels modnende akupunktur normaliserer graviditeten og fødslen ved forberedelse af bækkenet, modning af livmoderhalsen, forøgelse af oxytocin frigivelse og smertestillende egenskaber. Analyser viser ligeledes, at kvinder der har modtaget fødselsforberedende akupunktur, havde færre kirurgiske fødsler, krævede færre epiduralblokader, færre komponenter til fremmelse af veer og havde reduceret varighed af hospitalsophold. Kort sagt viser undersøgelser, at akupunktur medvirker til at fødslen bliver kortere og med færre komplikationer. Den modnende akupunktur sættes i gang et par uger inden termin og indebærer som regel behandlinger et par gange om ugen.
Sætte fødsel i gang med akupunktur
Er man gået over tid, kan der til tider være medicinsk grund til at sætte en fødsel i gang. Der er desværre ikke tilstrækkelig videnskabelig evidens for igangsættelse af fødsler. Dog er der rigelig evidens på, at fødsels-modnende akupunktur – altså forberedende akupunktur er gavnlig og mindsker risikoen for komplikationer.
Akupunktur under fødsel
Akupunktur kan bruges til smertelindring, afspænding og afslapning under selve fødslen og er et tilbud på sygehusenes fødegange. Undersøgelser viser, at akupunktur reducerer oplevelsen af smerter under fødslen, men også resulterer i en kortere leveringstid.
Andre grunde til at få akupunktur som gravid
Udover at akupunktur kan lindre smerter, kvalme og ødemer relateret til graviditet, er akupunktur god til en række andre ting, herunder blandt andet styrke immunsystemet, derudover kan den med fordel bruges til at skabe psykisk balance, hvis du har tendens til bekymring og angst.
Akupunktur mod bækkenløsning
Bækkenløsning er noget mange gravide døjer med, ca. halvdelen af alle gravide, som regel imellem 5. og 8. graviditetsuge. Der er tale om smerter som kan være i balderne, lænden, bagside og inderside af lår, eller foran og bag i bækkenet. Smerterne opstår oftest når man går eller står, hvilket kan være til stor gene dagligdagen. Oftest får man af lægen eller jordemoderen besked på, at der ikke er meget at stille op, udover hvile. Dog er der evidens for at akupunktur kan være en effektiv alternativ behandling af smerter relateret til bækkenløsning.
Akupunktur mod ødemer i hænder og fødder
Ødemer er væskeansamlinger, og det er ganske almindeligt under graviditeten, at især hænder og fødder/ankler er hævede. Ca. 80% af alle kvinder oplever vand i kroppen under graviditeten. Det skyldes at væske fra lymfekar og blodårer trænger ud i vævet under huden. Også her er akupunktur effektiv. Akupunktur kan reducere væskeophobningen ved at fremme blodgennemstrømningen og bevægelsen af væske gennem kroppen. Derudover stimulerer akupunktur produktionen af kortisol, som kan reducere inflammation og ødemer.
Akupunktur mod uro i benene
Uro i benene mens man er gravid kan være meget generende og kan skyldes forskellige ting, blandt andet mangel på jern eller Folat, øget væske ophobning, veneklapperne der ikke fungerer lige så godt som de plejer, m.v.
Der er et utal beretninger om positiv effektivitet, og mange akupunktører yder denne behandling mod uro i benene i forbindelse med graviditet.
Er det farligt for gravide at få akupunktur?
Akupunktur er sikker og ikke mindst gavnlig i alle stadier af graviditeten. Der er dog visse punkter som skal undgås helt under graviditeten, dette ved en uddannet akupunktør. Vælg altid en kompetent behandler. Akupunktør er ikke en beskyttet titel, det kan derfor være en god idé, at finde en RAB godkendt behandler.
Potentielle bivirkninger
Det er ikke ualmindeligt at opleve træthed, svimmelhed og sænket blodsukker. Det er ikke farligt, men det er en god idé at sørge for at få hvilet og spist efter behandlingen, især som gravid. I sjældne tilfælde kan der være tale om besvimelse.
Kan akupunktur mindske risikoen for abort?
Akupunktur kan være nyttig til at hjælpe med at forebygge abort, når denne ikke er relateret til kromosomafvigelser, ved at behandle mange af de almindelige årsager til abort. Akupunktur kan blandt andet være nyttig ved at regulere hormoner, reducere livmoder sammentrækninger i begyndelsen af graviditeten, forbedre livmoderens blodgennemstrømning for at forhindre blodpropper, regulere immunsystemet, reducere stress. Forskning i akupunktur og abort er meget lovende. En nyere undersøgelse af akupunktur sammen med IVF (reagensglasbehandling) viste et fald på 50% i antallet af abort.
Er akupunktur et sikkert alternativ til medicin under graviditeten?
Vil man gerne undgå standard medicin til nogle af de almindelige og ufarlige gener i graviditeten, kan man ty til alternativ behandling. Akupunktur er både sikker og effektiv, når udført af en kompetent behandler. Det er dog vigtigt, altid at konferere med en læge eller jordemoder hvis man oplever smerter af alvorlig karakter, eller generelt er usikker.
Kan gravide få tilskud til akupunkturbehandling?
Det er muligt at få tilskud til akupunktur som gravid gennem Sygeforsikring Danmark. Det kræver dog at behandleren er RAB godkendt. Du kan nemt her på siden søge RAB godkendte behandlere frem.
Akupunktur under graviditet – behandlere der kan hjælpe
Vi har gjort det nemt at finde behandlere her på minealternativer.dk. Du kan benytte dig af søgefunktionen og her søge på behandlingsformen eller symptomerne du gerne vil have behandlet. Derudover kan du nemt spotte de behandlere der er RAB registreret, ved at de har et grønt RAB mærke på profilen. Hvis du skal søge om tilskud til akupunktur, skal behandleren være RAB godkendt. Find en behandler der udbyder akupunktur.